Bevidsthed som fællesnævner

Multipassioneret - kender du det ord? Måske er du en af dem der er det. Har interesser og/eller et arbejdsliv der spænder vidt - og du elsker det alt sammen lige meget.

Når folk spørger hvad jeg laver, ved jeg aldrig helt hvor jeg skal starte. Skal jeg fortælle at jeg underviser i bevidsthedsrejser? At jeg laver guidede meditationer? At jeg oversætter bøger? At jeg er forfatter? At jeg formidler essentielle olier? Det er alt sammen lige meget "mig". Men der er en fællesnævner der binder det hele sammen: Bevidsthed.

Bevidsthed kan betyde flere ting

Når jeg taler om bevidsthed som i "bevidsthedsrejser" eller "udforskning af bevidsthed", handler det meget om den altomsluttende bevidsthed vi alle er en del af. Om det helt store spørgsmål "hvad er bevidsthed?" som videnskaben endnu ikke har besvaret, fordi det er umåleligt, men skal opleves (eller ... det er mit bud på det). Mine to "læremestre" Robert Monroes og Bruce Moens arbejde, som jeg er blevet undervist i og lærer fra mig, handler om den form for bevidsthed.

En anden betydning af bevidsthed er det at være bevidst om noget eller at have bevidsthed om/i/på noget. At have stor/høj bevidsthed eller en lille/lav bevidsthed - hvordan vi nu skal udtrykke det.

Meditation - hvad enten den er guidet, har Hemi-Sync/Monroe Sound Science som baggrund eller foregår i stilhed - øger vores bevidsthed om hvad der foregår i vores sind, og hvor meget af vores lidelse der har rod i os selv og ikke i "de andre".

Min bog om utroskab og ærlighed handler dybest set om at tage bevidsthed med ind i sit kærlighedsliv og tage ansvar for sine egne følelser.

Min formidling af de essentielle olier handler om at højne sin bevidsthed ved at få forløst gamle tankemønstre, følelser og blokeringer der står i vejen for at vi kan det vi gerne vil. Olierne går igennem vores forsvar og virker uden ord.

Så det hele handler om at sætte lys på bevidstheden - den store og den lille, den altomsluttende og den lige-her-værende.

Jeg fortæller det fordi jeg af og til oplever en undren over "hvad har du NU kastet dig over" - at jeg breder mig over mange ting. Så jeg har lyst til at tydeliggøre at det hele peger i samme retning: Ønsket om at udvide og højne vores forståelse af livet, os selv og hinanden. Hvad vi bruger dertil, er bare redskaber, og de kan være mangeartede. For mig er det naturligt og vigtigt at have mange veje at gå ad. Det ligger der i at være multipassioneret. Men målet er det samme. 

0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!

Leave a comment